De fleste studier om jøder, muslimer og kristne i middelalderens Europa fokuserer på de områder, hvor de levede sammen. Behandlingen af de ikke-kristne i de komplekse spændinger mellem kirken og de sekulære myndigheder danner kernen i disse studier, som fx sigter på at undersøge de spontane udbrud af antijødisk vold i dele af Central- og Vesteuropa eller virkeligheden bag den fredelige sameksistens, ”convivencia”, i Spanien. Følgerne af bl.a. korstogene, pesten, økonomisk nedtur samt politisk og social uro i disse områder regnes som de vigtigste faktorer i de skiftende forhold mellem de tre grupper naboer. Forholdene påvirkede også de skriftlige fremstillinger, da litteratur i middelalderen ligesom nu var et af de vigtigste midler, hvorved man udtrykte sin verdensopfattelse og skabte mening og struktur i det omkringliggende samfund. Disse tekster giver en et vigtigt indblik i, hvordan kristne europæere tænkte og hvad der optog dem.